Botilbud skal være hjem - ikke bare tilbud

Mennesker med handicap, som har brug for støtte, skal opleve respekt, omsorg og professionalisme hver eneste dag. Men vi er nødt til at tale om, hvordan vi opnår det i praksis – og måske også tage en snak om sproget. For hvem har egentlig lyst til at “bo på et tilbud”?

Jeg tror, vi alle sammen gerne vil bo i et hjem – et sted, hvor man hører til, bliver set og føler sig tryg. Der er desværre alt for stor forskel på kvaliteten af botilbud rundt omkring i kommunerne. Det handler ofte om ressourcer, men også om hvordan beslutninger bliver taget. Alt for meget bliver besluttet langt væk fra dem, der kender borgeren bedst.

Derfor bør vi flytte beslutningskompetencen tættere på de fagprofessionelle helt ude hos borgeren. Når medarbejdere med den daglige kontakt får frihed og ansvar til at handle ud fra deres faglighed, kan de skabe bedre løsninger – tilpasset det enkelte menneske. Det giver både mere kvalitet og mere arbejdsglæde. Vi skal også styrke fagligheden systematisk.

 Det betyder, at vi skal blive bedre til at udnytte de kompetencefonde, der allerede findes, så medarbejdere kan få efteruddannelse og specialisering. Og måske skal vi endda uddanne fra bunden – skabe nye uddannelsesveje målrettet arbejdet med mennesker med udviklingshandicap, så vi får flere fagligt klædte medarbejdere i et område, hvor der mangler hænder og tid.

Samtidig bør vi politisk sætte ind for at: Sikre bedre normeringer i botilbuddene. Indføre minimumskrav til faglighed og supervision. og gøre det lettere at samarbejde på tværs af social-, sundheds- og beskæftigelsesområdet.

Når vi giver medarbejdere viden, tid og tillid, giver vi også mennesker med handicap et liv med mere tryghed, selvbestemmelse og værdighed. Vi skal turde kræve, at botilbud i Danmark ikke bare er adresser, men hjem, hvor mennesker lever liv med mening.